D. 11. december tog jeg derfor bussen op for at besøge hende. Hun bor næsten helt oppe ved grænsen til Nicaragua, så jeg havde en 5 timers bustur nordpå - og ankom hjemme ved hende om aftenen.
Det er en meget lille by hun bor i, som hedder Bijagua, og det er meget anderledes end, hvad jeg er vant til der, hvor jeg bor.
Dagen efter jeg kom tog vi ud og så lidt på byen, så jeg rigtig kunne se, hvor hun boede.
Elisabeth foran sit hus - de bruger ikke rigtig isolering af husene herover, men det her hus bestod kun af trævægge, så tror jeg ikke det bliver mindre isoleret end det.
Naturen i hendes by var virkelig flot - denne her flod ligger lige ved siden af hendes hus.
Også ridder folk rundt på heste på gaden - ikke noget jeg er vant til at se inde i byen...
Efter en lille gåtur i området havde vi købt nogle snacks og så gik vi en tur op til et udsigtspunkt, hvor man skulle kunne se udover Bijagua.
På vej op til udsigtspunktet.
Mig og Elisabeth - omringet af den fine natur.
Så ankom vi efter en lille gåtur til udsigtspunktet.
Vi fandt et sted og sidde og hyggede os med en lille picnic.
Udsigten over Bijagua.
Og Elisabeth er vild med det.
Om aftenen kørte Elisabeths værtsbror os til en strand i Guanacaste som hedder Playa Hermosa (det betyder flot strand, hvilket det måtte siges også at være) - det tog nogle timer at komme til stranden, så vi ankom sent om aftenen så vi sov i bilen og vågnede op på stranden dagen efter.
Det var så det vi vågnede op til!
Og vi kunne nyde en morgendukkert i det allerede varme vand.
Og bare slappe af på stranden.
Om eftermiddagen kørte vi tilbage til Bijagua, men på vejen stoppede vi ved en lille gård, som Elisabeths familie ejer. Hendes værtsbror skulle lige ordne nogle ting, så i mellemtiden kunne vi lige gå en lille tur, op til endnu et udsigtspunkt, og se endnu mere af den flotte natur.
Så kørte vi helt hjem til Elisabeth og fik sovet dejligt.
Dagen efter slappede vi lidt af, og så skulle de have en hængebro over en flod, som Elisabeth ville vise mig. Så vi gik en tur ned mod broen, da vi går forbi et hus på vejen. Her kommer der tre meget agressive hunde løbende ud og omringer os... De er dog mest ved Elisabeth, og da vi kommer forbi huset lader de os heldigvis være. Men det viser sig at den ene af hundene har bidt Elisabeth, så hun har tre meget flotte bidemærker i sit ben... Heldigvis gik der to cubanere foran os, og de er søde at gå med os tilbage, for at hjælpe med at skræmme hundene væk - og de var der heldigvis heller ikke på tilbagevejen. Hun havde heldigvis sin rabbies-vaccinacion for klinikken i byen var lukket...
Inden det gik galt nåede vi at se Tucaner.
Vi gik også forbi en fin flod
Som man lige stå i og mærke vandet.
Elisabeths fik renset sit ben da vi kom tilbage og bundet det ind - og så gjorde det ikke ondt. Så om aftenen var der "Festival de las luz" (lys festival) i byen ved siden af, som vi tog hen for at se. De holder den "rigtige" festival i San Jose, men der bliver også holdt mindre festivaller rundt omkring i landet.
Det er en masse fra lokalsamfundet som optræder med forskellige ting i en parade, så der var både musik og dans som blev vist frem.
Morgenen efter brugte vi på klinikken i byen, for at få tjekket at Elisabeths ben havde det fint - det havde det heldigvis og hun skulle bare rense sårene.
Så om eftermiddagen tog vi bussen til Cañas, som er en større by en times kørsel væk. Her fik vi handlet lidt ind til julegaver, nu når det snart er jul!
Vi fandt også en flot kirke, som de havde liggende i byen.
Den sidste dag jeg havde hos Elisabeth, hjalp vi hendes familie med at lave tamales. Det er det som de primært spiser til jul - det er en slags dej fyldt med kød og grønsager, som er viklet ind i palmeblade.
Først skulle vi rense palmebladene.
De havde sat alt ud i baghaven, så der var bare klar til at lave tamales.
Der var julefrokost hos vores organisation fredag aften, så vi tog bussen tilbage til San Jose. Vi havde hele fredag i San Jose inden vi skulle til julefrokost om aftenen, så vi brugte tiden på at få set den nye Star Wars film.
Om aftenen tog vi så til julefrokost og mødtes med de andre frivillige, som også var kommet.
Jeg havde aftalt med Cathrine at vi skulle på tur fra lørdag, da hun først havde fået ferie dagen før. Så vi tog, med tømmermænd, bussen til La Fortuna i San Carlos, hvor vi havde booket et hostel. Det viste sig at være et 5-stjernet hostel med pool! Så det kunne vi ikke klage over jo.
Om eftermiddagen tog vi ned for at bade i de termiske kilder, som de har fra vulkanen Arenal. Det var også her jeg var med min værtsfamilie tidligere, så jeg kendte allerede området lidt. Cathrine havde dog aldrig været der før.
Modsat da jeg var der med min værtsfamilie, og hotellet selv havde de varme kilder, tog vi hen og besøgte de naturlige, som også var gratis (hæh).
Her kunne vi så sidde og slappe af i det varme vand.
Dagen efter havde vi ved hostelet bestilt en tur til Rio Celeste. Det er en flod som er blandet med noget svovl der kommer fra vulkanen og derfor skulle have en helt fantastisk blå farve. Denne farve går dog lidt væk når det regner - og selvfølgelig regnede det da vi var der... Vi havde en meget entusiastisk guide med, som var helt vild med at fortælle og sige: "Bare vent! Det vil vi lære meget mere om senere". Så vi havde guiden med rundt og han viste os alle de ting man skulle se i nationalparken og forklarede en masse - så vi alle kunne blive det klogere.
Så kom vi til Rio Celeste Nationalpark
Vores guide - som var meget oppe at køre over dette træ.
Over 200 trin ned til et meget flot vandfald.
På vej ned til vandfaldet.
Hvis det ikke regnede skulle vandfaldet have været endnu mere blåt.
Rio Celeste - som pga. regn var mere grøn end blå.
Det var her, hvor svolvet kommer ud fra vulkanen og ud i vandet - der lugtede ikke godt.
Vi skulle også krydse nogle hængebroer - de kunne dog kun holde til en person af gangen.
Vi så også en meget stor slange - vores guide var meget glad, for man så dem normalt slet ikke i den størrelse.
Vi kom hjem og slappede af efter en hel dagstur afsted i nationalparken.
Vi havde snakket med et tysk par, som også var med på Rio Celeste-turen om at tage op og hike en vulkan dagen efter. En hollænder fra mig og Cathrines værelse havde selv gjort det på omkring 3 timer, og han fortalte os, hvor vi kunne starte henne og hike op til en vulkan, som ikke var aktiv men havde en sø på toppen som vi kunne bade i. Så vi aftalte med det tyske par at dele en taxa og tage derop sammen. De ville gerne i hot springs om eftermiddagen og vi ville gerne gå på hængebroer i trætoppene, så det passede godt med at vi kunne gøre det hver for sig om eftermiddagen.
Da vi kom til begyndelsen af turen fik vi at vide, at det nok ville tage omkring 2 1/2 time at gå turen - og hollænderen havde gjort det på tre, så vi regnede med noget i den stil.
5 timer senere nåede vi toppen. Klokken var blevet fire om eftermiddagen og vi vidste det ville blive mørkt omkring kl 6. Så vi droppede at bade i søen og fik bare skyllet lidt mudder af, og fortsatte turen nedaf. På vejen ned gik tyskerne lidt foran og inden vi vidste det kunne vi hverken høre eller se dem længere og vi var alene i junglen.
Klokken var pludselig blevet seks - vi havde kun taget en flaske vand med og lidt snacks - da det jo skulle være en lille formiddagstur og stod nu i mærket ude i junglen.
Da det var blevet så mørkt at vi nærmest ikke kunne se vores egne fødder så vi, at der heldigvis var signal på Cathrines telefon (jeg havde selvfølgelig glemt at tage min med...). Vi ringede til hotellet og fortalte dem at vi stod midt i junglen på en vulkan i mørke - så blev der sat alle kræfter ind på at finde os. Bryan fra hotellet ringede til politiet og de startede et rescue-team som skulle prøve at finde os. Vi havde en lommelygte på telefonen og bevægede og langsomt nedad. Heldigvis ramte vi et udsigtspunkt, som både havde skilte og et lille skur, hvor vi kunne sidde i ly for regnen. Her sad vi så de næste tre timer, mens vi snakkede, sms'ede og whatsappede med både politiet, brandmændene og Bryan fra vores hotel.
Politiet havde ringet rundt til alle hoteller med den beskrivelse vi havde givet dem, og endelig var der et hotel, som vidste, hvor vi befandt os.
Så efter tre timer blev vi mødt af folk fra hotellet og politiet, som var taget ud for at finde os. Vi blev kørt med udrykning tilbage til hotellet efterfulgt af en Røde Kors ambulance, som skulle tjekke om vi havde det fint. Det havde vi - vi bare bare trætte, sultne og kolde.
Vi blev mødt af de tyske par som kom løbende ud og Bryan fra hotellet som havde fulgt med i det hele også. Så fik vi et varmt bad og noget mad og gik meget trætte i seng - efter en oplevelsesrig dag, der ikke lige endte som vi havde regnet med...
Igen skulle vi over hængebroer - denne gang kunne den dog holde til alle personer på en gang.
I starten havde vi et flot stort trail - det fortsatte ikke...
Et MEGET stort træ, som vi fandt.
Vi skulle gå noget af vejen på lavasten, efter et vulkanudbrud i '92.
Vi skulle også krydse flere floder - her havde de heldigvis lagt sten ud for at hjælpe med at krydse.
Nogle af stederne var floderne tomme - så det gjorde det lidt lettere at krydse.
Det var meget skyet og regnede hele dagen - så vi havde desværre ikke så god en udsigt.
Dagen efter vores vulkan-eventyr fik vi sagt farvel til Bryan og tak for hjælpen, og tog bussen hjem for at holde jul hos vores værtsfamilier.
Nu har vi så lært vigtigheden i, at tage på hikingtur med en guide...
Kys og Kram
Ida
